Kampen mellem godt og ondt: Zoroastrisk dualisme og de syv ærkeengle (Del I)

I. Et fundamentalt menneskeligt spørgsmål

Forestil dig at leve på det iranske plateau for over 3.000 år siden. Ved daggry stiger solen op og lyser de vidtstrakte græsgange op; om natten falder mørket på, ledsaget af hylende vinde. Du ser afgrøder trives i regnen, men du ser også tørke forvandle marker til goldt land. Du har oplevet glæden ved fred og rædslen ved krig.

Et simpelt spørgsmål tager rod i menneskets hjerte: Hvorfor indeholder denne verden både skønhed og lidelse?

Forskellige civilisationer har givet forskellige svar. De gamle egyptere satte deres håb til den opstandne Osiris; de gamle grækere henvendte sig til Skæbnens luner; de gamle indere brugte 'Karma' til at forklare verdslige uretfærdigheder. Senere foreslog de monoteistiske religioner, der kom til at dominere den vestlige verden (jødedom, kristendom og islam), at alle ting stammer fra en enkelt Gud, og at ondskab enten skabes eller tillades af Ham—en forudsætning, der fører til et vanskeligt dilemma: "Hvis Gud er algod og almægtig, hvorfor eksisterer ondskab?"

Dog omkring 1200 f.Kr. gav en persisk profet ved navn Zoroaster et radikalt anderledes svar. Hans indsigt var så dyb, at den påvirkede jødedommen, kristendommen, islam og endda græsk filosofi i de næste tre årtusinder.

Hans kerneindsigt var denne: universets essens er ikke "monistisk," men "dualisk." Verden er et væv af godt og ondt, fordi den i sig selv er en slagmark—en evig krig mellem godt og ondt, lys og mørke, sandhed og løgn.

Betydningen af dette svar ligger i, at det hverken undgår ondskab eller placerer skylden på Gud. Det anerkender, at ondskab er reel, men erklærer, at den ikke er endelig. Universet er en krig—og krig indebærer et ubesluttet udfald, hvilket betyder, at hvert valg har betydning, og mennesker ikke er passive tilskuere, men aktive krigere.

For tre tusind år siden så Zoroaster dette lys på den iranske højlandsslette. I hans teologiske vision blev denne krig ikke udkæmpet af to modstående giganter alene—der var syv stråler af urgammelt lys, syv ærkeengle, der oversatte Guds egenskaber til konkrete moralske og naturlige ordener.

Men først må vi forstå det mest grundlæggende spørgsmål: Hvad betyder dualisme egentlig?

II. Zoroastrianismens "Første Princip"

For at forstå zoroastrianisme, må man begynde med dualisme. Dualisme er ikke blot en "mening" inden for denne religion; det er dens første princip—grundlaget, hvorpå alle andre doktriner er bygget.

2.1 Hvad er dualisme?

Enkelt sagt postulerer dualisme, at godt og ondt er to uafhængige, evige og modsatrettede principper.

Dette er ikke "to sider af samme mønt" (som Shiva i hinduismen, der repræsenterer både skabelse og ødelæggelse), og det er heller ikke idéen om, at "ondskab blot er fraværet af godt" (som argumenteret af den kristne teolog Augustin).

Zoroastrianisme hævder, at godt og ondt hver især har deres egen kilde; de er virkelige, uafhængige og evigt modsatte.

Dette er kernen i dualismen: det undgår ikke eksistensen af det onde, ej heller skyder det skylden på Gud for det. Det anerkender, at det onde er virkeligt, uafhængigt og magtfuldt—men det erklærer samtidig, at det onde ikke er endeligt. Godt og ondt er ikke lige matchet; godt er virkeligt og evigt, mens ondt er en midlertidig korruption.

2.2 Siden af det gode: Ahura Mazda

Ved kilden til al godhed står en øverste guddom.

Hans navn er en erklæring i sig selv: "Ahura" betyder "vis," "ophøjet" eller "Herre," og "Mazda" betyder "visdom." Sammen er Ahura Mazda "Visdommens Herre."

Han er ikke blot en blandt mange guder; Zoroaster lærte, at Han er den højeste, almægtige og eneste evige God af God. Han er den altvidende Skaber af universet, legemliggørelsen af lys, liv, skabelse, orden og sandhed.

Darius den Store priste Ham i sine indskrifter:

"Ahura Mazda er den store gud, som skabte denne jord, som skabte himlen deroppe, som skabte mennesket, som skabte fred for mennesket."

Zoroastrianisme ser Ahura Mazda som transcendent og formløs, derfor fremstilles der ingen billeder af Ham. Dog findes der i reliefs fra Persepolis et symbol, som ofte fejlagtigt tolkes som Ahura Mazda: den bevingede solskive med et menneskehoved. Dette er faktisk Faravahar, det mest berømte symbol på zoroastrianisme, som repræsenterer den menneskelige vejlederånd eller guddommelige herlighed. Dens vinger, skive og fjer har rig betydning som symbol.

2.3 Ondskabens Side: Angra Mainyu

Modsat Ahura Mazda står den onde ånd, Angra Mainyu (kendt som Ahriman på mellemperse).

Han er legemliggørelsen af mørke, død, ødelæggelse og løgne. Hvis Ahura Mazdas rige er et af lys og orden, er Angra Mainyus domæne et af mørke og kaos. Han hersker over jordskælv, storme og plager og fremkalder optøjer og krige.

En afgørende teologisk detalje vedrørende Angra Mainyu er, at han ikke blev skabt. Han eksisterer evigt sammen med Ahura Mazda som et uafhængigt princip i universet.

2.4 Den afgørende teologiske kontekst: Tvillingebrødre

Det mest unikke aspekt af zoroastrisk teologi er begrebet, at Ahura Mazda og Angra Mainyu oprindeligt var tvillingebrødre.

Implikationerne af dette er dybtgående. Det betyder, at godt og ondt ikke blev skabt af den samme Gud (hvilket ville udløse 'teodicé'-problemet om, hvorfor Gud ville skabe ondskab), men er to uafhængige og evigt sameksisterende principper.

Endnu vigtigere er, at Angra Mainyu ikke var 'skabt ond', men valgte at være ond. Dette antyder, at fri vilje går forud for selv begreberne godt og ondt. Allerede fra begyndelsen tog de to tvillingspirer deres egne valg: den ene valgte lys, den anden valgte mørke.

Denne indstilling forklarer på en klog måde "ondskabens oprindelse", et problem, der har plaget utallige teologer: ondskab blev ikke skabt af Gud, men var et frit valg fra et andet princip. Verden er en blanding af godt og ondt, fordi den påvirkes af begge. Alligevel forudser den også det endelige resultat: godt og ondt er ikke lige—det gode er ægte og evigt, mens ondskaben er en midlertidig eksistens.

2.5 Dualismens tre kernebetydninger

Når du først forstår disse tvillingebrødre, bliver betydningen af dualisme klar:

• Universet har to principper, ikke ét. Godt og ondt er ikke to sider af den samme kilde, men to virkelige, uafhængige kilder.
• Universet er en krig, ikke en fuldendt orden. Verden er ikke en "perfekt orden" (hvor ondskab blot er en midlertidig fejl), men en igangværende kamp. Slagmarken er hele den materielle verden, og tidsrammen er en 12.000-årig kosmisk cyklus.
• Mennesker skal vælge en side, i stedet for passivt at acceptere skæbnen. I monoteismen, hvor godt og ondt ultimativt stammer fra Gud, skal mennesker kun "adlyde Guds vilje." I dualismen er mennesker udstyret med fri vilje og pligten til at vælge—fordi resultatet af denne krig afhænger af hver enkelt individs valg.

Dette er roden til "Trefoldige Vej" (Gode Tanker, Gode Ord, Gode Gerninger): hver tanke, hvert ord og hver handling er en stemme enten for det gode eller det onde.

III. Et Uundgåeligt Spørgsmål: Hvordan Handler den Gode Gud på Verden?

Dualisme etablerer en klar ramme af opposition, men et dybtgående teologisk spørgsmål følger.

3.1 Det Teologiske Dilemma

Ahura Mazda er ren lys og visdom. Han er ikke inden for den materielle verden—den materielle verden er slagmarken Han skabte, ikke Hans bolig. Hans rige er et af uendeligt lys, adskilt fra denne mørkepletede verden af en ontologisk afgrund.

Alligevel er den materielle verden slagmarken for godt og ondt, fyldt med mørke, død og kaos.

Spørgsmålet opstår: Hvordan skaber, styrer og forbinder denne transcendente Gud sig med den materielle verden?

Hvis Ahura Mazda er ren lys, hvordan "berører" Han da denne verden, som er forurenet af ondskab? Hvis Han slet ikke griber ind, bliver dualismen en passiv fatalisme; hvis Han griber direkte ind, hvordan løses da modsætningen mellem transcendens og materialitet?

Dette er et spørgsmål, næsten enhver transcendent religion må besvare. Jødedom og kristendom bruger "Inkarnation" (Gud bliver menneske for at træde ind i verden); Platonisme bruger "Emanation" (Det Éne flyder over i universet i lag).

3.2 Det zoroastriske svar: Emanation

Zoroastrianismen hævder, at Ahura Mazda forbinder sig med den materielle verden gennem emanation—ved at manifesterer Hans kerneegenskaber.

Han kaster sig ikke direkte i mudderet; i stedet skaber, styrer og beskytter Han verden gennem sine "egenskabs-avataraer".

Disse "egenskabs-avataraer" er Amesha Spentas.

3.3 Hvad er "Amesha Spentas"?

Amesha Spenta er et avestisk udtryk, der er nedskrevet i den gamle persiske skrift, Avesta, og betyder "Udødelige Hellige" eller "Rige Hellig Ånder."

I almindelige termer er de de seks ærkeengle af Ahura Mazda. Sammen med Herrens egen "Skabende Ånd" danner de de syv guddommelige gnister.

Hver Amesha Spenta er en manifestation af en af Ahura Mazdas kerneatributter. De er ikke uafhængige af Herren, men er "udstrålinger" af Hans attributter—meget lig solens stråler, som både er en del af solen og selvstændigt oplyser verden.

IV. De syv ærkeengle: "Operationaliseringen" af dualisme

Et millennium senere var dødelige fortabte i skæbnens hvirvel, deres sjæle så rastløse som fjer i vinden.

De syv ærkeengle så ned med medfølelse, kondenserede deres guddommelighed til syvfarvede lyskerner og sendte dem ned i jorden for at blive til syv hellige krystaller.

Hver krystal er en sjælekontrakt underskrevet mellem englene og menneskeheden:

"Hvis du er villig til at forankre dig selv i dyd, vil lyset bygge en vej hjem til dig."

Kernen i denne kontrakt er rollen som de syv ærkeengle som en bro mellem Gud og mennesket. I den zoroastriske tradition er de syv ærkeengle ikke blot poetiske symboler; de løser et grundlæggende problem: Hvordan griber en transcendent Gud ind i den materielle verden? Og deres betydning går langt ud over det.

4.1 Hvilke problemer løser de syv ærkeengle?

Kort sagt gør de syv ærkeengle tre ting:

• De tillader den transcendente Gud at "blande sig" i den materielle verden. Gennem dem kan Ahura Mazdas vilje og magt virke inden for verden.
• De omsætter den abstrakte modsætning mellem godt og ondt til en konkret, mærkbar verdensopfattelse. Uden ærkeenglene er dualisme blot et tomt filosofisk forslag; med dem får det kød og blod og bliver til en religion, man kan leve efter.
• De giver troende klare retningslinjer for handling. Det abstrakte "vælg det gode" bliver til det konkrete "beskyt jorden," "behandl dyr godt," og "vogt vandet."

Den gamle persiske Avesta beretter, at Ahura Mazda sendte syv ærkeengle for at vogte verdens orden. Hver af dem legemliggør én af de syv oprindelige dyder, som harmonerer med himmelens og jordens elementer – ild, vand, jord, metal, dyr og planter – alle under deres beskyttelse.

Hver af disse syv ærkeengle er en lysstråle, der udspringer fra "Visdommens Herre." De er ikke uafhængige af Herren, men er legemliggørelsen af Hans egenskaber. De er både personificeringen af moralske kvaliteter og vogtere af naturlige riger; de tilhører himlene, men er forankret i jorden.

4.2 Oversigt over de syv ærkeengle

Hver Amesha Spenta har tre kernekarakteristika:

• De repræsenterer en moralsk kvalitet (f.eks. "God tanke," "Sandhed," "Fromhed").
• De vogter et naturligt rige (f.eks. dyr, ild, jord, vand, planter).
• De modsætter sig et specifikt onde (f.eks. onde tanker, løgne, arrogance, sygdom).

Dette er Zoroastrismens mest unikke teologiske design: moralske egenskaber og den materielle verden er forenet.

• At beskytte jorden er udøvelsen af fromhed.
• At behandle dyr godt er legemliggørelsen af gode tanker.
• At vogte vandkilder er jagten på perfektion.
• At tilbede den hellige ild er vidnesbyrd om sandheden.

Således er abstrakt religiøs etik forankret i konkret dagligdag.

V. Konklusion

5.1 Gennemgang

Lad os vende tilbage til åbningsspørgsmålet: Hvorfor indeholder verden både skønhed og lidelse?

Zoroasters svar er: Fordi universet selv er en krig mellem godt og ondt.

• Kæmperne: Den gode Gud, Ahura Mazda, og den onde ånd, Angra Mainyu—et par evigt modsatte tvillingebrødre.
• Scenen: Hele den materielle verden, der strækker sig over en 12.000-årig kosmisk cyklus.
• Menneskets rolle: Udstyret med fri vilje, må mennesker konstant vælge deres side gennem "Den Trefoldige Vej."

Men et dybere spørgsmål opstår: Hvordan berører den transcendente Gud denne materielle verden, som er forurenet af ondskab?

Svaret er: Gennem de syv ærkeengle—Ahura Mazdas syvfoldige gnister. De omdanner den abstrakte modsætning mellem godt og ondt til en enhed af moralske egenskaber og naturlige områder. De er broen mellem Gud og mennesket, det punkt hvor himmelsk lys berører jorden.

Dette er kernen i zoroastrismen: Dualisme svarer på "hvorfor," og de syv ærkeengle svarer på "hvordan."

5.2 Forhåndsvisning af næste del: Universets syv gnister

I denne del har vi kun kort introduceret de syv ærkeengle. I næste del vil vi træde ind i hver engel verden—undersøge deres mytologiske oprindelse, deres symbolske systemer og deres roller i religiøs praksis.

Der er endnu et spørgsmål, vi vil besvare der: Hvordan fletter disse syv lysstråler sig sammen med "Gode tanker, gode ord og gode gerninger" for at danne en fuldstændig vej for åndelig udvikling?